Åndehul

21.08.26
Kl. 13:30–14:45

Audiovisuel kunstværk: alberte parnuuna – Åndehul

Den grønlandske kunstner alberte parnuuna (f. 1995) har med det audiovisuelle værk åndehul fra 2026 (varighed: 10 min, kører i loop i teltet) skabt det sanselige pusterum, hun selv havde brug for som reaktion på en verden i opbrud, en følelse af uro og informationsmæthed.

Værket kører i loop fra 13.30 – 14.45.

Værket indbyder til at tage en dyb indånding og opleve parnuunas sanselige animerede streg i en refleksion over forståelsen af forandring, tid og sted. Et bjerg synes måske at stå stille, men det er i konstant bevægelse – i et tempo vi som mennesker ikke er i stand til at se med det blotte øje. Værket vises i Kunsthal Sprittens planteindfarvede telt: If you have much, give of your wealth; if you have little, give of your heart skabt af den dansk-marokkanske billedkunstner Maria Nørholm Ramouk (f. 1991). Et rum, hvor der er tid til at sanse, tid til at være og tid til at reflektere.

alberte parnuuna ejer siorssuk visuals, hvorigennem hun arbejder som autodidakt visuel kunstner og 2D animator med base i København. Åndehul har været vist på Nuuk Kunstmuseum og KNIFE festival i København, mens hendes animerede kortfilm always moving i 2026 havde premiere på Nordatlantiske Filmdage og er udtaget til OFF Odense International Film Festival og Ācimowin Film Festival.

Tak til Nordjyllandsfonden og Aalborg Kommune for støtte til vores program på Kulturmødet 2026.

Arrangør: Kunsthal Spritten


Tid: Fredag d. 21.08 kl. 13:30-14:45

Tema: Forandringskraft / Norden

Foto: still fra åndehul