Tre år som direktørduo

Alt imens vi nærmer os den store åbning af Kunsthal Spritten med Cloud City, benytter vi anledningen til at se tilbage på de seneste tre år, der er gået, siden Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen sammen overtog ledelsen af Kunsthal Spritten i oktober 2023.

Siden da har Kunsthal Spritten gennemgået en omfattende forvandling. Hvad der for blot få år siden kun fandtes på tegnebrættet, tager nu fysisk form under stilladsets hvide teltdug, hvor de gamle kedelhaller snart står klar til at tage imod publikum i et monumentalt udstillingsrum. Samtidigt med, at byggeriet skrider frem, vokser organisationen og de første internationale samarbejder er landet sammen med udstillingsprogrammet for kunsthallens første to år.

Tilbage i 2023 søger Signe og Bibi sammen direktørstillingen på Kunsthal Spritten - en stilling, der var slået op på sædvanligvis vis: én stilling til én person. De er begge blevet opfordret til at søge og er ved, at den anden også er opfordret. De har på dette tidspunkt kendt hinanden i 17 år og har arbejdet i forskellige stillinger i kulturbranchen, hvor de løbende har brugt hinanden som faglige sparringspartnere.

De kortlægger hvad de tilsammen kan bibringe i jobbet og beslutter i 2023 at søge stillingen sammen. Dvs. De sender begge to den samme ansøgning underskrevet af dem begge med hver deres CV. Udgangspunktet for dem var at dele ledelsen og bringe forskellige, men komplementære kompetencer ind i udviklingsprojektet, samt ikke mindst at øge kapaciteten. Det var en visionær beslutning bestyrelsen dengang tog, da de valgte at gå mod de gængse modeller og i stedet valgte at ansætte en direktørduo til at lede Kunsthal Spritten.

Det er siden blevet en smule mere almindeligt, men det særlige ved Kunsthal Sprittens direktion er, at de har samme juridisk ansvar, identiske titler og enslydende kontrakter. Filosofien var dengang - og er stadig - at én plus én giver mere end to og at an allieret sparringspartner er uvurderlig styrke i det daglige arbejde. Og efter tre år har virkeligheden i høj grad bekræftet den tese:

"I al beskedenhed spiller vi tilsammen på et ekstremt bredt klaviatur og definerer et fællesskab for Kunsthal Spritten, der ikke ville være muligt, hvis man havde siddet alene på posten. Vi griner af os selv og hinanden, selv når vi støder på udfordringer og noget er mere end almindeligt svært. Sådan skal det være, hvis man skal holde dampen oppe i noget, der er krævende og hvor alvoren er til at tage og føle på, når man er del af et projekt, der skriver danmarkshistorie" udtaler Bibi og Signe.

Der er mange fordele ved at være to i en delt ledelse. Sammen kan Bibi og Signe bringe en bredere og dybere faglighed i spil, samtidig med at de kan dele både presset og succeserne ved at stå i spidsen for en kunstinstitution og et komplekst byggeprojekt.

Beslutninger bliver truffet i fællesskab. Det betyder, at der i praksis bliver mindre fokus på den individuelle bedrift og mere fokus på holdet som helhed, og hvad der er det bedste for projektet.

Duoen er langt fra enige om alt, og det er selve pointen for det kommer der ofte gode og nye erkendelser ud af. I uenigheden opstår der ofte et “tredje perspektiv” - noget, der ligger uden for begge parters oprindelige synspunkter, og som ikke ville være opstået uden begges bidrag. Og det gælder ikke kun ledelsen imellem, men også i forhold til resten af organisationen ud fra grundtanken, at de bedste beslutninger træffer vi ikke alene.

Sådan en tilgang repræsenterer en anden måde at lede på, der understreger betydningen af samarbejde og fællesskab for en ny generation, der ønsker mere plads til fri samtale, inddragelse og forskellige perspektiver. Det gælder i høj grad også institutionen i relation til omverdenen og et entydigt opgør med den alvidende leder og automatpiloten “plejer”.

Bibi og Signe uddyber:

“Det giver så meget mening for os at være bannerførere for nye måder at bedrive ledelse på, men også en retning, hvor vi sætter særligt fokus på samtidskunstens og institutionens rolle i samfundet. Vi er på ingen måde i mål, men vi er godt i gang og lykkedes med at sætte vores præg på samtalen for derved at bringe opmærksomhed om Kunsthal Spritten.”

Når Signe og Bibi ser tilbage på de seneste tre år, er det derfor ikke kun et spørgsmål om, hvor mange penge, der er rejst, hvor mange projekter, der er sat i søen, hvor meget organisationen er vokset eller hvor langt byggeriet er nået. Det handler i mindst lige så høj grad om at afsøge grænser for samtidskunsten og teste hvad en kulturinstitution også kan være for sin omverden. På den måde bliver den igangværende transformation og opbygning af Kunsthal Spritten ikke alene historien om en ny kunstinstitution, men også fortællingen om en ny måde at være institution på og en anden måde at lede på, som verden så småt er begyndt at få øjnene op for.