DNA og vision

Om os

Kunsthal Spritten er en kunsthal til tiden og til stedet. En kunsthal, der har til formål at bringe samtidskunstens potentiale i spil for flere.  Med fokus på den tværæstetiske samtidskunst af internationalt format er fundamentet på plads for et hus, der arbejder på tværs af materiel og immateriel kulturarv. På tværs af fortid, nutid og fremtid.   

Cloud City er en markant del af opførslen af kunsthallen og den kommende publikumsoplevelse. Det over 30 meter høje kunstværk rejser sig fra kulpladsen og kobles sammen med den fredede kedelhals ikoniske røde tegltag.    

Værket er skabt specifikt til Kunsthal Spritten af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno (f. 1973) og tager form som en farverig kumulussky. Kunsthallens gæster kan udforske og tage ophold i den spektakulære totalinstallation, som bliver kunstnerens absolut største, permanente værk til dato.   

Kunsthal Spritten er optaget af kunstens tilstedeværelse og betydning i hverdagslivet, og det forandringspotentiale kunsten rummer, når den flettes ind i menneskers levede liv og optræder i de arenaer, vi allerede kender.    

Derfor involverer Kunsthal Spritten sig med sin omverden gennem partnerskaber og alliancer, der rækker udover branchen selv, og som i forening med andre aktører danner grobund for forandringer, der gør morgendagen bedre end i går.  

AALBORG 2024 — 10th European conference on sustainable cities & towns. Foto: Diana Aud

Tak

Bag transformationen af spritfabrikken til kunsthal for samtidskunst står Realdania og Aalborg Kommune. Cloud City opføres med støtte fra Det Obelske Familiefond, Spar Nord Fonden, Ny Carlsbergfondet, Salling Fondene, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, A. Enggaard A/S og Wagner Ejendomme Aps.   

Kunsthal Spritten modtager støtte til drift og vedligehold fra Aalborg Kommune. 

Årsrapporter