B19 — KAFFeFAIR
Et nyt folkekøkken til gæster på den tidligere spritfabrik
Alle, der lægger vejen forbi Kunsthal Spritten, kan se frem til det nye cafékoncept B19, som udvikles i samarbejde med KAFFeFAIR i Aalborg. Den socialøkonomiske virksomhed er kendt for at kombinere velsmagende mad lavet af ærlige, økologiske råvarer med et stærkt socialt ansvar.
Det nye B19 er opkaldt efter den fredede værkstedsbygning, der har nummeret nitten hængende på facaden, hvor folkekøkkenet placeres. B19 bliver en naturlig del af gæsteoplevelsen på Kunsthal Spritten, men man vil også kunne besøge folkekøkkenet uden at indløse billet.
KAFFeFAIR, der drives af FOKUS Folkeoplysning, står for sæsonbestemte råvarer fra lokale avlere og mad lavet fra bunden. Samtidig fungerer KAFFeFAIR som STU -uddannelsesvirksomhed, hvor unge og ledige får mulighed for at udvikle kompetencer og opnå erfaring på arbejdsmarkedet. Partnerskabet skal styrke indsatsen om sidstnævnte og B19 skal være et sted, hvor det sociale aspekt af måltidet foldes ud bl.a. gennem kunstneriske samarbejder.
“B19 skal være et mødested og en arbejdsplads med plads til forskellighed. Derfor entrerer vi med en virksomhed, der i gennem mere end 20 år har demonstreret netop dé . ” udtaler Bibi Henriksen Saugman og Signe Cecilie Jochumsen fra Kunsthal Spritten.
Bjørn Salling, Direktør for KAFFeFAIR uddyber samarbejdet med Kunsthal Spritten:
“Vi er optaget af at være en god arbejdsplads og et godt lærested for vores elever - værdier vi har til fælles med Kunsthal Spritten.” Han fortsætter: “Mad og drikke er ikke bare brændstof. Det er også fællesskaber og samtale. På den måde er der en klokkekl ar kobling til den folkeoplysende virksomhed, som KAFFeFAIR udspringer af. Vi glæder os helt vildt til dørene åbnes og de første gæster lægger vejen forbi.”
FOKUS Folkeoplysning og KAFFeFAIR er udvalgt som et af Det Obelske Familiefonds sociale fyrtårne i Nordjylland og er dermed anerkendt som en institution, der opbygger fællesskaber, og som skiller sig ud og viser vejen for andre inden for sit felt.