20.08–22.08
2026
Kulturmødet Mors Kunsthal Spritten i Vildnisset
Kunsthal Spritten x Kulturmødet Mors
Kunsthal Spritten vender tilbage til Vildnisset på Kulturmødet Mors. For tredje år i streg slår vi teltpløkkerne i jorden og inviterer indenfor i vores planteindfarvede telt: If you have much, give of your wealth; if you have little, give of your heart skabt af den dansk-marokkanske billedkunstner Maria Nørholm Ramouk (f. 1991).
Værket er kommissioneret af Kunsthal Spritten og er et upcyclet telt, som Ramouk har bearbejdet kunstnerisk med bl.a. planteindfarvede resttekstiler. For Ramouk er tid - som ressource - en selvstændig pointe, der går igen i hele hendes praksis. Plantefarvning er en tidskrævende metode at benytte og værket inviterer desuden kulturmødets besøgende til at give sig tid i teltet. Tid til at sanse, tid til at være og tid til at reflektere ved fysisk at slå sig ned og tage ophold i værket.
Mellem 2024 og 2026 har Kunsthal Spritten og Kulturmødet Mors indgået en treårig samarbejdsaftale med det formål at skabe involverende publikumsoplevelser og møder med samtidskunsten i centrum på tværs af alder, ophav, køn og forudsætninger. Med samarbejdet understøtter de to kulturaktører det kulturpolitiske sigte i Region Nordjylland om at flere borgere skal have glæde af attraktive kunsttilbud og kunsten skal bidrage til en styrket regional indsats omkring samfundets aktuelle udfordringer.
Tak
Værket er syet i samarbejde med Cirkus Panik Teltmageri med støtte fra Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden, Knud Højgaards Fond, Erik Birger Christensens Fond, Ege Carpets, Gabriel Textile og Elis.